mandag den 9. april 2012

Åh, de priklerier!

Tjah, jeg sad i lørdags og priklede hornvioler, basilikum og chiliplanter over i hjemmelavede avispotter. Egentlig har jeg en avispotte fremstiller af træ, men den ligger selvfølgelig hos min mor, så jeg brugte en deodorantspaydåse istedet. Det fungerede fint!
Egentlig skulle jeg også have plantet alle mine stiklinger af pelargonier, men det blev der ikke lige tid til.

For nogle uger siden klippede jeg de overvintrede slyngpelargonier ned og satte stiklinger i jord, og de ser stadig pæne ud, så den lover jeg mig da en del af. Jeg har prøvet det før men man kan jo aldrig være sikker på at det lykkes. Moderplanterne er skudt fint med nye skud, så de skal helt sikkert nok klare sig. De har faktisk stået i et nordvendt vindue hele vinteren, så jeg synes da at det er rimelig godt gået. De andre år har de stået vinteren over i et sydvest-vendt vindue, men jeg synes faktisk at de har klaret sig bedst i det nordvendte.

Sidste år købte min mor et lille opstammet træ med røde klokkelignende blomster og det har jeg så overvintret ved altandøren. For ca en måned siden klippede jeg det tilbage i håb om at tvinge det til at blive mere grønt inde i kronen, hvor det var blevet lidt bart. Men kronen var også blevet 1-1,5 m bred, så det gjorde vist ikke noget. Kronen er blevet tæt igen og træet har haft sin første lille røde blomst, hurra!
Nogle af kvistene satte jeg i vand i håb om at de ville slå rødder, og det har de nu gjort og er klar til at blive pottet om. Jeg satte også nogle små stumper i våd jord og de lader også til at klare sig godt, der kan jeg bare ikke se om de slår rødder, men mon ikke!!!

Jeg elsker at overvintre og forsøge mig med nykultivering af planterne, det virker jo fantastisk når det lykkedes.
Sidste år købte vi en engelsk pelargonie med små lyserøde blomster og den har jeg også klippet ned og sat nogle skud i vand. Jeg er spændt på om de slår rødder ligesom den alm. pelargonie. Men ellers kan jeg sætte dem i jord og prøve igen. De har nu stået i vand i ca. en måned og ser da pæne nok ud, men jeg har ikke set efter om de har rødder, så det er da lidt spændende...

Jeg havde ellers gravet ud til at skulle lægge flisesten i græskanten langs det ene bed, men jeg synes ikke helt at vejret er med mig. Nårh, jo søndag havde vi jo fint vejr, men da sad jeg jo til frokost hos brormand og familie, så stor var irritationen da jeg vågnede idag. Men det var jo hyggeligt, hos brormand, så pyt med det. Det når sig nok, det hele!!! Også trods frost næsten hver nat, øv!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar