fredag den 9. marts 2012

Hej Havebloggere og andre :o)

For nogle dage siden modtog jeg nogle ramsløg, som en meget venlig sjæl havde sendt mig. De er nu plantet midlertid på et skyggefuldt sted med rimelig fugtig jord og jeg glæder mig til at bruge bladene i mine salater.
Meningen var egentlig at de skulle stå under havens næsten eneste træ, men der er stadig så meget der skal graves op og ryddes at jeg måtte finde et midlertidigt sted til dem.
Forsendelsen havde ikke skadet dem, så jeg regner da helt sikkert med at de vil trives i min have og glæde både min mor og mig selv, både med blade og blomster. Som jeg husker dem fra naturen har de ligeså fine blomster som Kinaløg, så ikke kun har jeg udvidet krydderurternes mangfoldighed, jeg har også fået en ny blomst. Dejligt!

Idag fik jeg endelig skåret Sommerfuglebusken tilbage og det var ikke et minut for tidligt, men desværre kunne jeg også se at en del af planten nok er 'rådnet' bort, eller det vil sige at min plante har ligesom to stammer og den ene var udhulet og virkede død, men lad os nu se, når vækstsæsonen indfinder sig.

Åh ellers har jeg gået rundt og frydet mig over, at se alle de små undselige nye skud og specielt blev jeg glad ved at se alle de nye skud fra silkepæonen - må den blomstre livligt i år og med mere end 2 blomster :o)

Det er så svært ikke at købe når der står en masse planter og lokker lige for ens næse, så selvfølgelig fik jeg lige købt to Hortensiaer og en kodriver til. Kodriveren blev sat i drivhuset til de andre 5 hehe! Hortensiaerne beholder jeg i stuen til det blir bedre vejr...

For ikke så mange dage siden skar jeg jo mine pelargonie moder-planter helt tilbage og ikke om de allerede står med de fineste små skud på alle grene, jamen det er da bare dejligt!!!

Jeg havde jo sået radiser i vindueskarmen udelukkende for at spise spirene i salaten og den halve potte spirer blev spist iaften. Jeg elsker salat med krydderurter i, så derfor bestod salaten også af timian og basilikum. Ærteskuddene er desværre ikke så høje endnu at jeg nænner at klippe af dem, men jeg glæder mig til at få dem i salatskålen. Ja, salat på denne årstid er ikke så inspirerende, men med lidt spidskål, iceberg, agurk og bladselleri plus en god dressing og friske krydderurter, for slet ikke at forglemme rå hvidløg, så går det hele alligevel og smager fantastisk.

Hvis jeg kunne ville jeg da hellere end gerne være selvforsynende, men der er altså grænser i vores kolde land mod nord, så derfor har jeg sået noget icebergsalat i en stor potte og sat den sydvendt, ligesom mit køkkenvindue forøvrigt også er, så har det bare at komme med nogle skønne skud som jeg kan nyde på mit rugbrød...

Jeg havde jo også sået snackpeber og har været temmelig overrasket over hvor langsomme de har været om at skyde, men for to dage siden viste de første små skud sig, så nu er det bare at passe og pusle, så jeg kan få nogle skønne pebre til sommer.

Ukrudt har vi vel alle nok af og i håb om at jeg kunne få noget ud af det alligevel, havde jeg lånt en bog på biblioteket om ukrudt. I bogen blir der belyst om man kan spise den, hvordan kan kommer den til livs og om den overhovedet kan slåes ihjel. Til dette kan jeg sige at vi i min have har noget husfred i den nordlige gårdhave. Min mor har selv været ude om det, da hun et år havde smidt en plante ud af vinduet, fordi den ikke længere var pæn. den bredte sig så til et langstrakt bed under vinduet og overtog totalt. Jeg kan nu egentlig godt lide den da den har en dejlig forårsgrøn farve hele sommeren, men min mor er temmeligt sur på den. Jeg tænker bare, at ja der er nogle steder man gerne vil slippe for at rydde ukrudt, men hun er jo af den gamle skole hvor det var skønt at kunne se jord, så i det er vi meget uenige.
Jeg har forøvrigt ladet mig fortælle at man også kan have 'Pletter i luften' i haven og at den kommer igen år efter år.

Må jeg så lige tilføje at jeg glæder mig til at kunne vise jer billeder fra min mors og min have, så snart jeg kan!

Go' week-end fra Vibeke

2 kommentarer:

  1. Kære overgartner - du spørger efter en bog på min blog. Jeg ved blot ikke, hvilken det er. Bemærk, at de bøger,jeg har på min blog, kun er dem, jeg selv har skrevet.

    Kan se, at du har 'lånt' et udsnit af et af mine billeder til profilbillede. Det er for så vidt også i orden, men det ville da klæde dig at spørge om lov!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. kære Claus
      Nu er det jo sådan at hvis man ægger billeder på nettet uden copyright, så kan enhver kopiere frit kopiere ens billeder og det er du ikke ene om at opleve. Jeg har haft billedet liggende på min pc i lang tid før jeg oprettede denne blog, men da det går dig på vil jeg naturligvis snarest finde en erstatning for billedet.
      Som jeg husker det efterspørger jeg ikke en bestemt bog, men hentyder blot til at din blog måske er lettere forældet i forhold til dine faner. Og det er på ingen måde negativt ment, men blot som en reminder til dig selv om at opretholde din blog. Så derfor beklager jeg meget hvis jeg har bragt mig selv i uføre i forhold til din blog og dig som person, for jeg beundrer dig faktisk for al din viden og for at du deler den med alle os amatører. Derfor vil jeg også gerne takke dig for din skønne og informative blog.
      Vi er mange der beundrer din viden!
      De allerbedste hilsner fra Vibeke

      Slet