tirsdag den 28. februar 2012

I dag har jeg klippet alle mine moderplanter til pelagonier ned - og jeg mener helt ned, til forskel fra andre år. Seføli satte jeg en masse skud i vand og venter nu et par uger på at de slår rødder, så de kan blive plantet i små potter og vokse sig store nok til haven.

Jeg klippede også nogle slyngpelagonier tilbage, som jeg har overvintret på 2. år og skudene blev sat direkte i fugtigt så- og priklejord. Min erfaring siger mig, at de skal sættes i jord med det samme, hvis jeg vil have nye planter ud af skudene. Slyngpelagonier er nemlig ikke så nemme at få til at sætte rod bare i vand. Men jeg lærer gerne nyt af andres erfaringer. :o)

Jeg er jo slet ikke kommet igang med at så alle mine frø fra sidste år endnu, men de ligger hos min mor og derfor sker det at jeg kommer lidt bagud med såningen af de gamle frø.

Jeg købte for nogle år tilbage et brev med frø til akelejer, jeg elsker akelejer, måske fordi de lissom stritter op over alt det andet. De indkøbte akelejer er af blandede farver og nogle er dobbelte. Jeg har høstet nogle frø som jeg skal have sået, det blir spændende at se farver og tæthed. Nu er der jo det med akelejer, at de ikke blomstrer før anden sæson, så det er et tålmodighedsarbejde.
Jeg har en gammel mørkelilla akeleje, som jeg holder meget af og jeg har naturligvis taget frø af den også. Jeg tror nok at jeg har kastet frø rundt omkring, men husker jo ikke lige hvor, så jeg må bare være forsigtig når jeg luger :o)

Det jeg såede forleden dag er allerede oppe, rucola, squash og basilikum. Fedt, så kan jeg snart få grønt drys på rugbrødet. Seføli ikke af squash :o)

Kan se at vejret vil være med mig sidst på ugen og weekenden, så da skal der helt sikkert gøres rent i drivhuset og såes spinat i haven. Ej hvor jeg glæder mig :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar